2018-09-25 08:53:37 | Kategori: artikel

Pirater, rumrejser og kakao for de yngste

Sæt kryds i kalenderen og nye batterier i lommelygten. Den 5. oktober slukker gadelyset nemlig i Skive midtby, og Børnekulturnatten udfylder mørket med levende lys og gratis oplevelser for børn og barnlige sjæle. Årets børnekulturnat går – traditionen tro - i luften den første fredag i oktober. I år er der lagt op til møder med pirater, helgener, rumvæsner og vaskeægte brandmænd. For ikke at tale om et lyshav, levende fortællinger, cirkusartister, guldkaramel-gravning, sværdkampe, brandbiler, musik og meget mere.
- Vi håber atter på at se en masse glade børnefamilier udstyret med lommelygter og godt humør. Vi ser, at børnene synes det er spændende at gå ud i mørket og opleve ting og sager sammen med mor, far og bedsteforældre. Og fordi alle skal have mulighed for at deltage, er aktiviteterne på Børnekulturnatten gratis, siger Else Larsen, kulturmedarbejder ved Kultur og Familieforvaltningen i Skive Kommune.
Ikke blot er Børnekulturnatten gratis – den har heller ingen respekt for kommunegrænser. Derfor håber Skive Kommune og foreningerne også på at se børn fra Viborg, Holstebro, Struer, Mors og alle andre vegne fra.
Som altid har Ungdomsskolen-Skive knoklet for at skabe en uforglemmelig og uhyggelig oplevelse. I år har blodtørstige pirater kapret skolen - og det er en oplevelse for de modigste landkrabbebørn. Et andet sted i byen, på Skive Bibliotek, lander du på en fremmed planet, og må drage ud på en rejse i det ydre rum. Undervejs møder du væsner fra andre planeter, som måske vil hjælpe dig. Eller æde dig.
Når sulten og tørsten trænger sig på, byder ruten bl.a. på gratis dampende kakao og kage, og bag Skive Museum kan du stege krabber og snobrød over bål.

Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM

Persondatapolitik

 

Du kan downloade en APP til din telefon/tablet, så fungerer det optimalt
når du skal læse avisen online
Appen fåes til både
Iphone og Android