2018-08-28 09:04:19 | Kategori: artikel

Ny festival i Nordsalling

På lørdag den 1. september løber en ny festival af stablen i Cirkusfabrikkens lokaler Nordsalling. Festivalen hedder Den Rådne Banan, og her inviteres bands, cirkusartister, historiefortællere, gøglere og dansere til at blande sig og skabe en mikro-festival, der sigter mod en lidt anden oplevelse end den gængse musikfestival.
I løbet af dagen kan man lytte til musik på en af de tre scener: Store Scene, Barscenen og Gårdspladsens Akustikscene.
Den Rådne Banan er arrangeret af en lille gruppe frivillige. Nanna Eriksen, gymnasieelev og cirkusartist; Andreas Svane, bådebygger og restaureringshåndværker; Peter Nyby, medieuddannet og Heine Sørensen, gøgler og cirkusunderviser. Alle i vidt forskellige aldre med det fællestræk, at de vil skabe noget lokalt.
- Håbet er, at festivalen over årene kan blive et rigtigt fælleseje, vores festival, hvor der er plads til, at alle kan byde ind og være med i skabelsen, forklarer Peter Nyby, formand for foreningen Musikmejeriet, som arrangerer festivalen. I år står Salling Cirkusklub for snack-boden, forældre og frivillige bager kager til cafeen, der bliver sponsoreret materialer og tid til bygning af scenen, nogle lokale tilbyder workshops i dans og cirkus under festivalen.
Festivalens program afspejler også et ønske om, at der skal være noget for alle aldre. Både til de helt små, til de unge og til de voksne. Musikprogrammet stritter i alle retninger og omfavner mange genrer, folk, instrumental, metal, pop og det mere eksperimenterende. Udover det kommer der en gruppe historiefortællere fra Morsø Fortællekreds og slår sig ned om et af bålene for at kapre tilhørernes fantasi med alt fra gamle nordiske myter og sagn til lokalt forankrede historier. Der er gøglershow og et stort legeland som børnene kan slå sig løs i.
Alt i alt, er der lagt op til en alsidig festival, hvor man kan opleve lidt af hvert, og samtidig tage del i noget, som kunne gå hen og blive en årlig tradition.

Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM

Persondatapolitik

 

Du kan downloade en APP til din telefon/tablet, så fungerer det optimalt
når du skal læse avisen online
Appen fåes til både
Iphone og Android