2018-07-31 09:56:07 | Kategori: artikel

Rengøringsfirma skaber liv i den gamle købmandsgård

Ydes Hjemmeservice ApS er flyttet i nye lokaler i Jernbanegade i Roslev
Da Vibeke Yde Jakobsen startede firmaet Ydes Hjemmeservice Aps for 18 år siden, var planen ikke at ende med knap 23 ansatte og store lokaler i midtbyen. Faktisk startede hun helt alene, og med det motiv at skaffe timer nok til selv at have en indtjening, men skæbnen ville det anderledes.
Snart løb rygtet om den dygtige rengøringsassistent fra Roslev, og blot seks måneder senere måtte hun derfor ansætte sin første medarbejder for at kunne følge med efterspørgslen.
- Mit mål var at skaffe 25 timers rengøring til mig selv, men sådan gik det som bekendt ikke. Jeg har 23 ansatte nu, siger Vibeke, hvis firma varetager rengøringsarbejde for private, erhverv og bosteder i Salling, Skive og på Mors.
Desuden er firmaet godkendt inden for Skive Kommunes fritvalgsordning.
- Er du visiteret til hjemmehjælp, kan du derfor frit vælge at bruge os som privat rengøring i stedet for en kommunal, siger Vibeke, der dog ikke arbejder med personlig pleje.
- Her gør vi det, som vi er gode til - og det er at gøre rent, siger hun.
Nye rammer
Firmaet udvikler sig stadig. Senest er de nye lokaler kommet til.
- I 18 år har virksomheden ligger sammen med min private bolig. Det har været fint, men det har knebet med lagerplads her til sidst. Efterhånden som jeg har fået flere ansatte, er det også rart, at de i stedet kan komme her og hente klude og den slags. Så får vi også alle hilst på hinanden, og det er rart som arbejdsplads rent socialt, siger Vibeke, imens hun viser rundt i de nye lokaler i Den Gamle Købmandsgård.
Her overtog hun efter apoteket flyttede i april i år. Siden er der sat flot i stand, og Vibeke glæder sig over at have fået en arbejdsplads uden for privaten.
- Det er en fordel med lageret. Her kan jeg have ekstra klude, vasketøj og vogne - også til akutte opgaver. Jeg kører selv ud med alt, og det er smart at have en ekstra vogn stående, hvis der opstår et akut behov, hvilket der faktisk gør ret tit. Det er lidt som en mekaniker. Han skal heller ikke først ud og købe værktøjet, når du afleverer din bil til reparation. Samtidig er det rart at have privatliv og arbejdsliv lidt mere opdelt. Jeg er på arbejde, når jeg er på arbejde nu, og jeg har fri, når jeg har fri. Det er på en anden måde end før - selvom jeg stadig sætter en ære i, at jeg er til at fange på en telefon. Det er du nødt til at være som selvstændig, siger Vibeke.
Salg og rådgivning
Borgerne i byen har rost hende for udsmykningen - og det ER flot indrettet i Jernbanegade - et syn, der kan nydes fra gaden på grund af lokalernes store vinduer.
- Der var nogle, der troede, at det var en ny interiørbutik, men jeg har jo øje for detaljer og indretning. Det er en af de ting, som jeg skal kunne i mit fag, og det smitter naturligvis af til lokalerne her. Det skal se ordentligt ud. De ansatte er også glade for det. Det sender et signal til alle, der kommer her, om, at vi er et seriøst firma med fokus på kvalitet i vores arbejde, siger Vibeke, der også vil sælge kvalitetsprodukter inde for rengøring fra Jernbanegade.
- Det bliver de produkter, som vi selv arbejder med, og jeg er ved at få dem lavet til salg til private. Så kan folk kigge ind og købe, når de kan se, at jeg sidder her, eller efter aftale. Samtidig kan man få råd og vejledning med. Der er mange, der bruger de forkerte produkter i hjemmet eller simpelthen bruger produkterne forkert, siger hun.
Flytningen til de nye lokaler skal markeres med en reception for nye som gamle kunder, netværk og venner. Det sker i Jernbanegade 17 i Roslev fredag den 17. august om eftermiddagen.

Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM

Persondatapolitik

 

Du kan downloade en APP til din telefon/tablet, så fungerer det optimalt
når du skal læse avisen online
Appen fåes til både
Iphone og Android