2018-04-16 14:34:16 | Kategori: artikel

Lam for alle i Glyngøre

Med foråret på trapperne, skal der selvfølgelig lam på menuen hos Limfjordens Hus, der ligger på den yderste spids af odden på Glyngøre Havn – med frit udsyn til Limfjorden.
Det er tredje år i træk, at Daniel Justesen, kok og restauratør på Limfjordens Hus, afholder Lammeaften.
- Sidste år nåede vi 16 forskellige variationer af lam, og det slår vi naturligvis i år, fortæller Daniel Justesen. Han anbefaler desuden, at gæster afsætter 3 timer til at nyde maden denne aften, da han løbende vil servere forskellige sprøde retter af lokale lam og andre kulinariske oplevelser, der fortæller, at foråret er over os. Hele herligheden sluttes af med ost og dessertbord.
Lammeaften er resultatet af et samarbejde mellem Daniel og den lokale lammeavler, Karsten Villadsen fra Rødding.
- Det er vigtigt for mig at vide, hvor mine råvarer kommer fra, og at det er af god kvalitet. Sammen med Karsten sikrer jeg mine gæster en god lokal smagsoplevelse af højeste kvalitet, siger Daniel. Lammene, som serveres til Lammeaften, har græsset og levet et godt liv på markerne lige udenfor Glyngøre.
Lammeaftenen afholdes i rammerne på Limfjordens Hus, som er mere end en restaurant. Det skyldes ikke mindst Daniel Justesen, der gennem de tre år, han har været husets forpagter, har fundet sin helt egen niche og oparbejdet et godt ry indenfor madoplevelser og godt værtskab.
Det gælder uanset, om du er til gourmetmiddag med et jysk og lokalt særpræg, en søndagsbuffet for hele familien eller den perfekte ramme om bryllupper og andre mærkedage. Og netop det, at du kan mærke, hvor meget huset, madens kvalitet og gæsternes velbefindende betyder for Daniel og det øvrige personale, er én af årsagerne til, at han ved dette års Skive Business Awards modtog prisen som Årets Iværksætter.
Lammeaften afholdes den 20. april og er altid en særdeles populær aften. Derfor anbefaler Daniel, at der bestilles bord på forhånd.

Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM

Du kan downloade en APP til din telefon/tablet, så fungerer det optimalt
når du skal læse avisen online
Appen fåes til både
Iphone og Android