2018-01-02 12:17:42 | Kategori: artikel

Et nyt år og masser af ny viden på tilbud

Liberalt Oplysnings Forbund (LOF) er et landsdækkende oplysningsforbund. De består af cirka 60 lokalafdelinger fordelt i hele landet og en landsorganisation med kontor i Valby. Organisationens formål er at formidle undervisning og oplevelser, der styrker den enkeltes livsglæde og samfundsforståelse.
LOF giver alle voksne mulighed for at lære nyt og udvikle sig hele livet. Undervisningen foregår på aftenskoler og tilbuddene er så brede, at der skulle være noget for stort set enhver smag. It, sprog, sundhed, bevægelse og kreative fag apellerer til de fleste, og LOF arrangerer også debatter og foredrag om historie, politik, kultur og andre samfundsrelevante emner.
Alle LOF's aktiviteter har det mål at give deltagerne ny viden og nye kundskaber, så de kan tage ansvar for deres egen tilværelse og deltage aktivt i samfundet. I LOF mødes mennesker fra alle grupper af samfundet til dialog om aktuelle emner og om hverdagen, og på den måde bidrager organisationen til samfundets sammenhængskraft og til den enkeltes udvikling og dannelse.
LOF har et særligt fokus på sundhed. Derfor tilbyder de mange former for bevægelseshold såsom yoga, pilates og træning i det fri, og det bliver suppleret med viden om kost, ernæring og livsstilssygdomme. Mange af vores sundhedsaktiviteter finder sted i samarbejde med kommuner og patientforeninger.
Udover den uformelle undervisning tilbyder LOF også undervisning for ordblinde og forberedende voksenundervisning.
I januar begynder der igen en del hold i LOF Skive. Længden på undervisningsforløbene varierer fra kursus til kursus, og der tilbydes også enkelte weekend- og aftenkurser. Her på siden har vi medtaget en udførlig beskrivelse af mange kurser. For tid, sted, varighed og underviser kan læseren finde dem på LOF Skives hjemmeside.

Mindfull pilates eller nærvær gennem bevægelse.             
Kurset er for let øvede eller øvede. Gennem pilates-træning arbejder I på at styrke, smidiggøre og skabe balance i hele kroppen. Der laves styrkende, stabiliserende og mobiliserende øvelser, hvor kvaliteten i bevægelsen er i fokus. Øvelserne laves stående, siddende og liggende, fokuseret og roligt til blid musik.  Ved at arbejde med kroppen får I kroppen til at falde til ro, og du vil opdage, at det er nemmere at få sindet og tankerne til at falde til ro. Opmærksomhed på vejrtrækningen er en del af undervisningen. Der sluttes af med en guidet, dyb afspænding.

Afspænding - Hensyntagende.             
Der vil blive arbejdet med venepumpeøvelser, koncentration og afspænding, samt øvelser der styrker og smidiggør kroppen. Deltagerne skal medbringe et lagen.

Bevægelse i varmt vand.        
Har du lyst til at få bevæget dig på en sjov måde uden at belaste led og muskler som på land, og hvis du ikke vil svømme baner, så prøv Varmtvandsgymnastik. Hvis du har ondt, mangler smidighed i muskler eller led, eller bare har lyst til denne form for motion, vil bevægelser i varmt vand netop være en skånsom og vægtløs motionsform. Hele kroppen vil blive arbejdet igennem med varierende øvelser med basis i pilates for smidighed, styrke, kondition og balance. Det foregår både med og uden rekvisitter og der sluttes altid af med afspænding. Der er mulighed for at lave sine egne øvelser, der hvor man eventuelt ikke kan være med på grund af en skavank. Undervisningen foregår i over 32 grader varmt vand, og der er ingen krav til at kunne svømmme.

Vandgymnastik og motion i vand for brystopererede.             
Kurset henvender sig til kvinder, der er brystopererede, som gerne vil igang igen efter kræftbehandling og har mod på nye udfordringer i forhold til, hvad kroppen kan og vil, så den fysiske form og det psykiske overskud til livet kan genvindes. Eftervirkningerne fra kemo- og strålebehandling bliver bearbejdet i det varme vand gennem bevægelighed, balance, styrke og udholdenhed, og der er altid plads til et godt grin. På holdet er der en åben og tryg atmosfære. Der udveksles erfaringer og op- og nedture deles i et givende fællesskab. Undervisningen foregår på mindre hold og der tages individuelle hensyn. Kræftens Bekæmpelse betaler 275 kroner per deltager.

Dus med vand.
Fik du aldrig lært at svømme, er du utryg ved vand og vil du gerne gøre noget ved det? På dette vandkursus vil der blive fokuseret på tryghed og tillid for gradvist at blive fortrolig med at bevæge sig frit i vandet og måske slippe bunden, så der kan skabes grundlag for at lære at svømme. Der vil blive arbejdet med vejrtrækningen, som et middel til at få kontrol over vandets påvirkning af kroppen. Undervisningen vil tage udgangspunkt i den enkelte deltager og tempoet vil blive tilpasset herefter. Som en ekstra tryghedsfaktor vil underviseren selv være med i vandet.

Cupcake kursus for børn.             
Kom til en hyggelig bagedag med Juliane Dixen, kendt fra begedysten på DR1. I bager cupcakes, og forvandler dem til små kunstværker. Kursuset er for børn fra 7-16 år. Alle børn skal dog medbringe en voksen. Hvert hold (1 voksen og 1 barn) bager og pynter seks cupcakes, som man selvfølgelig får med hjem bagefter, hvis ikke der allerede er blevet spist et par stykker.

Madlavning for mænd med spændende mad.             
Her laves anderledes og spændende retter, og har I specielle ønsker, kan de rettes til underviseren, så snakkes der om forventningerne til kurset.

Tapas hos Idylidel.            
Stine ejer Gårdbutikken/Cafèen Idylidyl i Hem. Cafèen er på trapperne til at slå dørene op, og Stine har specialiceret sig i at lave lækre tapas retter. Det spanske køkken er kendt for sine små og lækre tapas-retter. De velsmagende anretninger kan både bruges som lækre mundfulde på en spændende tapastallerken, som forretter, som en selvstændig let hovedret eller som spændende indslag på en lækker buffet til både hverdag og fest. I skal lave både spansk og nordisk tapas, snakke om råvarerne og lære at anrette flotte fade. Kurset vil lære dig nogle af de kendte og simple opskrifter som basis og også nogle mere avancerede, som du selv kan fremtrylle i dit eget køkken.

Jagttegnskursus / Jægeruddannelse 1. & 2. del.            
Kurset indeholder alt hvad der skal til for at gå op til den lovpligtige jagtprøve. Lovgivning, vildtkending, våbenkursus, afstandsbedømmelse, skydning, vildtpleje, jagtetik, jagtens udøvelse, jagthunde og hvad der ellers hører med til at blive jæger. Lovkravet er 32 lektioner, her får du cirka 50 lektioners aktiv undervisning. Dato for afslutning aftales på kurset, men det bliver lige inden prøverne starter i april med opsummering og de sidste spørgsmål.

Keyboard og klaver.            
Kurset er for alle, både begyndere og øvede. Du lærer at spille efter noder og akkorder, og du er med til at vælge, hvilke melodier I skal spille, og hvor hurtigt I skal gå frem. Teori, teknik og nye sange gennemgås sammen, men når I skal spille, får I hvert jeres rum.

Fur Tur på Danmarks, efter furboernes sigende, dejligste ø.             
Oplev Danmarks dejligste ø med besøg på museet, bryghuset, kunsten på Fur og café På herrens mark. I bliver guidet af Furs kyndige lokalkendte guide, og I får en god introduktion til Fur. Man kører selv i bil til færgen, som sejler fra Branden. Så går turen rundt på Fur med guider og besøg forskellige steder, heriblandt flere gallerier.

Ravjagt.        
Har du ofte gået og ledt efter rav, men aldrig fundet noget? LOF tilbyder en guidet tur til Børsmose Strand i det sydvestlige hjørne af den jyske vestkyst. Her vil du få de rette redskaber og viden om kunsten at finde rav. Jagten indledes med et foredrag, hvor I vil blive informeret om de specielle hensyn, der gør sig gældende, når man vil have succes med at jage det forjættede rav. I vil få vist et udsnit af lokalt fundne eksempler og en gennemgang af de mest anvendte og brugbare redskaber til jagten i vandkanten. Ravjagten er på cirke tre kilometer tur-retur.  I tilfælde af dagsregn eller blæsende kuling indskrænkes ravjagten til maksimalt en time, og vil da efterfølgende blive suppleret med en guidet køretur gennem Naturpark Vesterhavet, hvor I enten vil kunne se Statens Krondyrreservat eller den i 2012 af Aage V. Jensens Naturfond genskabte Filsø.

Thise Mejeri virksomhedsbesøg.            
Teknisk chef Jens Møibæk på Thise Mejeri vil vise rundt på fabrikken og fortælle om arbejdsgangen i osteproduktionen, samt hvordan han startede som teenager på mejeriet og er endt som Teknisk Chef i dag. Der vil være mulighed for at stille spørgsmål og nyde lidt smagsprøver samt kaffe & kage.

Besøg på Hancock Bryggerierne.            
I 1876 startede A. P. Lorentzen med en lille hjemmeproduktion af hvidtøl i Nørregade 44 i Skive. Blev overtaget af Christian Christiansen i 1895 som udvidede bryggeriet og delte virksomheden i et ølbryggeri, som han gav navnet Thordal efter sin hustru, og en mineralvandsfabrik han kaldte Krystal. I 1954 flyttede tapperiet udenfor byen til den nuværende adresse. I 1971 blev bryggeriet omdannet til at aktieselskab, og navnet Thordal blev sløjfet. Herefter var navnet Hancock Bryggerierne A/S. På besøget lærer I mere om historien og, hvordan der stadig brygges øl og vand af høj kvalitet.

Engelsk for let øvede og øvede.
De let øvede lærer at læse, tale og forstå sproget og bruge dagligdags udtryk og basale vendinger. Du lærer at præsentere dig selv og stille og besvare enkle spørgsmål. Du lærer at begå dig på en enkel måde. Vi snakker på kurset om, hvad lige netop DU ønsker kurset skal indeholde.
De øvede lærer at forstå og føre samtaler om velkendte og ukendte emner. Du lærer at beskrive erfaringer og begivenheder samt kort at forklare meninger og planer. Du lærer at læse skønlitterære tekster og sagprosa på et almindeligt standardsprog.  

Yoga for alle.            
Yoga er for velvære og sundhed, fysisk og psykisk. På dette kursus vil du lære at strække med spændstige muskler og få bevidsthed om kroppens holdning og lige linjer. Det er et fint udviklet system af mange øvelser, hvor du både træner og styrker, udholdenhed, smidighed, balance samt koncentration og meditation.  

Pilates i Roslev.             
Har du problemer med kroppen, stivhed, myoser og ømme muskler, eller har du bare lyst til at have en sjov gymnastiktime, så er dette lige noget for dig. Efter første periode vil du allerede mærke at bevægeligheden i kroppen er blevet betydelig bedre.

Seniormotion.             
Et træningstilbud til ældre borgere, der har svært ved at dyrke fysisk træning uden særlig støtte og omsorg og derfor ikke kan deltage på almindelige gymnastikhold og i træningscentre. Formålet er at øge livskvaliteten gennem træning og socialt samvær så deltagerne bliver i stand til bedre at klare livet i egen bolig.

Hellere dø af grin end ligegyldighed.             
Om det grå gulds valg af gyldne øjeblikke, der får guldet til at skinne, og skaber en ny guldalder, frem for trivialitet, ensomhed, alenehed og rigtighed. Et spændende og meget morsomt foredrag, der giver stof til eftertanke midt i en regnbyge af latter, og så får man noget med hjem, som man kan bruge. Allerede dagen efter foredraget kan man være i gang med at komme videre mod egne nye mål. Foredraget er for alle aldre, men de der har børn eller børnebørn bliver positivt ramt som altid, når Gunnar Ørskov holder foredrag. Der tales om arbejdsliv, om samliv, om aleneliv og et liv som efter-lønner. Foredraget handler om at springe ud i guldalderen, masser af liv, oplevelser, kaos, mindreværd, overraskelser, eksem, usikkerhed, spændinger, stive led, bagklogskab, erfaring, kærlighed i flere niveauer, indre skønhed og varme, hvis man tør vælge det rig.
 

Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM

Persondatapolitik

 

Du kan downloade en APP til din telefon/tablet, så fungerer det optimalt
når du skal læse avisen online
Appen fåes til både
Iphone og Android