2017-12-04 14:13:24 | Kategori: artikel

Ejeren Ole og Pia Kåber får givet Buddy den sidste indsprøjtning til at forebygge gigt i denne omgang.
Fra januar vil Ole tage til Skive, så det er de samme, der behandler hans firbenede bedste ven.

Efter 20 år lukker Roslev Dyreklinik om tre uger

- Jeg håber, vi kan bevare nærværet med kunderne, selvom vi ikke længere vil ligge i Roslev, siger Pia Kåber, der igennem 20 år har haft klinik med adresse på Helsevænget.
Som Salling Avis fortalte på vores facebook side i fredags, skal klinikken fusioneres med Skive Dyrehospital, og klinikken i Roslev lukker i december. Fra januar vil Pia Kåber og de to sygeplejersker, Lene Krog og Maria Rally, skulle møde på arbejde i Skive, og kunderne skal ind til byen med deres syge dyr.
Nyheden er blevet set nogle tusind gange, og der er kommet adskillige kommentarer om lukningen. De fleste fra kunder af Roslev Dyreklinik, der måske nok er kede af at klinikken lukker, men som er glade for, at personalet fortsætter i Skive.

Må jo køre
Det gælder også hundeejeren Ole, der ikke har lagt en kommentar på facebook, men er kommet en tur på klinikken med den snart to år gamle hund, Buddy. Han skal have den sidste af fire indsprøjtninger som forebyggelse mod slidgigt. Når han ellers lige er blevet kælet lidt med og fået noget leverpostej på tube.
- Det er altid en fornøjelse at komme her, siger Ole, og bliver overrasket da han får at vide, klinikken snart skal lukke.
- Det var da ærgerligt, men så må vi jo køre til Skive, er den umiddelbare reaktion fra Ole, der efter en indsprøjtning og lidt mere tube-leverpostej får en fornøjet og meget legeglad Buddy med sig hjem igen.
Pia Kåber håber, at alle klinikkens kunder vil have samme reaktion og forståelse for, at hun har besluttet sig for at fusionere med Skive Dyrehospital.

Hvert et græsstrå
- Vi har ligge i Roslev i 20 år, og jeg kender hvert et græsstrå på grunden, hver lille detalje i bygningen og ikke mindst kunderne og deres dyr. Men hvis jeg skal redde virksomheden, er jeg nødt til at pakke følelserne væk. Jeg står alene med det, og selvom vi har forsøgt med at finde vikarer, er det svært at finde en som vil købe sig ind i klinikken. Vil man være noget ved musikken, skal man kunne udvikle sig selv og sine medarbejdere. I Skive Dyrehospital bliver vi fire dyrlæger, som kan sparre med hinanden. Der vil også være mere personale, så de yngre medarbejdere kan blive støttet af dem med mere erfaring, og vi hele tiden kan udvikle vores kompetencer, siger Pia Kåber.

Supplerer hinanden
Hun bliver selv en af to ejere i den nye enhed, og ser flere fordele ved sammenlægningen. Sparringen med kolleger og udviklingen af egne og det øvrige personales faglige kompetencer er en løbende og langsigtet proces. Nu og her kan fusionen gøre det nemmere at rekruttere nyt personale.
- Det skal være et sted, hvor folk kan udvikle sig. Vi har begge to haft svært ved at rekruttere personale, og det bliver nemmere med en større klinik. Vi har talt om fusionen siden august, og jo mere vi talte sammen, jo mere kunne vi se, at vi supplerer hinanden godt, og så er administrationsomkostningerne efterhånden blevet så store, at man skal være to, før der er økonomi i det, siger Pia Kåber med henvisning til alt udstyret, der skal bruges på et dyrehospital.

Tænkt på fremtiden
I Skive er der et helt nyt laboratorium, og Roslev Dyreklinik kommer med nyt røntgen og overvågningsudstyr - samt helt nye kattebure. Så er der alle de daglige udgifter til lys, vand, varme og ikke mindst brugen af de dyre instrumenter, der hjælper med at diagnosticere dyrene.
- Det er blevet sindssygt dyrt med det instrumentarium, man efterhånden har. Men vi skal kunne tilbyde den nyeste og bedste behandling, og så håber jeg, folk vil flytte med, siger Pia Kåber.
Det er med lidt vemod, at hun skal sige farvel til adressen på Helsevænget. Også derfor har hun da tænkt lidt på fremtiden for bygningen, der bliver sat til salg i januar, og som dyrlægen håber bliver en helsebutik.
- Det ville være oplagt med læge og tandlæge lige ved siden af, og så ligger vi jo på Helsevænget. 25 alternative behandlere bliver inviteret til åbent hus, og der ville også være synergier i at få alternative behandlere til, siger Pia Kåber, der har tre uger tilbage, inden dørene på Roslev Dyreklinik bliver åbnet og lukket for sidste gang.




Fra venstre Lene Krog, Maria Rally og Pia Kåber, der får ny arbejdsplads i Skive fra januar.

Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM


Du kan downloade en APP til din telefon/tablet, så fungerer det optimalt
når du skal læse avisen online til
Iphone og Android