2017-10-10 12:20:23 | Kategori: artikel

Uhyggen breder sig i Durup

Borgerne i Durup vil efter sidste års overvældende opbakning igen i år få mulighed for at opleve en u-hyggelig stemning i byen.
En gruppe under Forny din BY, Durup Skole, Børnegården og Ungdomsklubben står bag arrangementet, der kan opleves i Durups gader den 26. oktober.
- I år har vi udsat det med 14 dage, så det ligger tættere på Halloween. Det var en kanon-succes uden lige sidste år. Folk var af huse, og kom sammen omkring vores Halloween arrangement. Vi kan heller ikke gøre det, uden at have vores institutioner med. Det er skolen, ungdomsskolen og børnegården, som bakker godt op, og når børnene er med, så kommer forældre og ofte bedsteforældre også med, siger Minna Riis på vegne af Forny din BY.
Byen vil blive pyntet op med sjove, fantasifulde og uhyggelige græskarhoveder udskåret af børn fra Durup Skole. Udskæring af græskarhoveder foregår tirsdag den 24. oktober udenfor Dagli`Brugsen i Durup, der har sponsoreret alle græskarrene. På dagen er alle, der har tid lyst og mulighed for at overvære børnenes kreative evner, velkomne. Måske kan man endda få lov til at hjælpe lidt.

Opbakning gør det hele værd
Børnene fra Børnegården laver uhyggelige spøgelser, som vil pynte på torvet, og de fire indfaldsveje til Durup vil også blive pyntet op. Græskarrene skal selvfølgelig have lys i, og de vil blive sat op ad hovedgaden, til stationsbygningen, på tovet og om til plejehjemmet.
Torsdag mødes børn, forældre og alle de som vil være med på Durup Skole.
- Meget gerne udklædte. De ældste elever bliver udstyret med fakler, og fra skolen går vi i fælles optog til brugsen og herefter gennem Hovedgaden op til Torvet. Her er der underholdning af børn fra skolen, og bagefter går turen tilbage til skolen, hvor der er underholdning af børn fra Børnegården og skolen, siger Minna Riis. Hun tilføjer, at der vil være uhyggelige oplevelser på ruten, men de skal være en overraskelse, så flere detaljer kunne der ikke lokkes ud af hende. I Ungdomsklubben vil de unge aktive mennesker sælge piv-uhyggelige hjemmebagte kager samt forskellige uhyggelige drikkevarer.
Aftenen slutter af i Ungdomsklubben, og alle de tilmeldte får en goody-bag med en Halloween-burger, spøgelsesvand og en monsterfrugt. Goody-bags sponsoreres af Durup Sparekasse Fondene, der er endnu en samarbejdspartner.
- Det er en kæmpe ting, at der er så stor opbakning. Alt det praktiske klarer ikke sig selv. Der er en masse forberedelelse, og så skal der skal hentes halmballer til de fire indfaldsveje, græskarhovederne skal sættes ud, og så skal der ryddes op bagefter. At vi får så stor en opbakning fra alle mulige, det gør det hele værd, siger Minna Riis.
 

Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM


Du kan downloade en APP til din telefon/tablet, så fungerer det optimalt
når du skal læse avisen online til
Iphone og Android