2017-10-10 12:18:22 | Kategori: artikel

Politisk Boksekamp I Durup

Tekst og foto af: Jan Sand

Knap 70 mennesker havde fundet vej til selskabslokalerne i Durup Hallen, da Landboforeningen Limfjord, vælgerforeninger fra Venstre og Socialdemokratiet i Skive Kommune og Bokseklubben Nordsalling arrangerede årets første vælgermøde.
Den 21. november skal stemmerne kastes, og der er kamp om vores stemmer.
I Durup Hallen var kamphanerne den regerende borgmester Peder Christian Kirkegaard fra Venstre i det blå ringhjørne og monstanderen i det røde hjørne var Socialdemokraternes borgmesterkandidat Peder Christensen.
I den improviserede boksering styrede sportsjournalisten Ole Tang slagets gang. Et job han klarede med bravour, som en yderst fair og humoristisk ordstyrer, der kunne strø om sig med ordsprog og gruk af de fineste slags.
De to kombattanter gav hinanden en yderst fair kamp, og som det sig hør og bør ved enhver mesterskabskamp, var der kønne piger, der heppede på deres idol.
Uenigheden mellem de to var faktisk svær at finde, når snakken faldt på det gode brede samarbejde, der i indeværende valgperiode har været på tværs af partiskel i Skive Byråd. De ønskede begge, uanset valgets resultat, at dette skulle fortsætte i næste periode, til gavn og glæde for kommunens borgere i både by og på land.

Umuligt at nærme sig vandet
Da snakken faldt på planloven, var begge parter igen enige. De kan ikke se fornuften i, at byer som for eksempel Aarhus og København får lov at bygge nærmest ude midt i Aarhus Bugten eller i Øresund, mens det er nærmest er umuligt at nærme sig vandet i Skive kommune, der med sine mange kilometer kystlinje sagtens kunne lave attraktive byggegrunde, og rekreative bebyggelser ved vandet, til gavn for alle.
Opsvinget kan også mærkes I Skive kommune, hvor der skabes nye arbejdspladser, nye bosætninger og det ser ud til, for første gang i mange år, at befolkningstallet i kommunen vil være stigende.
Spændende projekter som Big Blue Skive og GreenLab Skive var også emner der blev berettet om. Skive Kommunes store succes med Kis Huset blev fremhævet af Peder Christian Kirkegaard, og han fortalte om, at der arbejdes på en udvidelse af huset og dets muligheder, så der også bliver plads til Par i huset.
Der var mange andre emner, der blev diskuteret i bokseringen, og begge parter kom med hver deres mere eller mindre hårdtslående argumenter om de forskellige problemstillinger, kommunen står overfor nu og i fremtiden.
Et emne for alle Salling-boere er forholdet mellem Skive by og oplandet. Hvem der får mest, om byen eller resten af kommunen er blevet taber økonomisk. Infrastrukturen i kommunen var oppe at vende, skolerne, ældreplejen og mange andre emner blev debatteret.
Et godt og konstruktivt møde, og de to boksere gav ingen slag under bæltestedet. Da mesterskabskampen ikke kan afgøres for stemmerne er talt op, blev der uddelt to pokaler. Figtherpokalen gik til Peder Christensen (S) som udfordrer og teknikerpokalen til Peder Christian Kirkegaard (V).

Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM


Du kan downloade en APP til din telefon/tablet, så fungerer det optimalt
når du skal læse avisen online til
Iphone og Android