2017-10-03 10:41:16 | Kategori: artikel

Thise bringer operaen til Nordsalling

Thise Borgerforening er sammensat af folk, der egentlig ikke rigtig har beskæftiget sig med opera og lyrisk sang før. Men, da de kom igang med det, opdagede de, at genren er rystende god, vildt spændende og ikke så tit i Thise og Nordsalling.
Derfor kommer to en halv spanske til det danske Thise den 11. oktober, for at give en smagsprøve. Ideen opstod efter en speciel og direkte forbindelse til konservatoriet i Valencia, hvor unge talenter kommer tilrejsende for at få undervisning hos en af institutionens professorer i sang, og hun har forbindelse til Salling. Det er her, den faglige hjælp og ekspertise er hentet, så kvaliteten fra allerøverste hylde er sikret.
Thise Borgerforening har i samarbejde med Thise Mejeri og Thise Kirkes Menighedsråd arrangeret aftenen. Samarbejdet har givet en helt særlig mulighed for at præsentere udvalgte sangere og musikere, hvis lige der kun findes ganske få af i Danmark. Men til honorarer der slet ikke står mål med de, der ellers gives for den slags koncerter. Det kan vi også godt lide her i Salling.
- Arrangementet er blevet banket op af jorden på ingen tid. Det er mindre end 14 dage siden vi bestemte det, og vi er jo sådan et lille samfund, at vi kan få det til at ske hurtigt. Der er sådan en flot klang i kirken, og så ringede vi til menighedsrådet, som også var med på den med det samme, siger Søren Vester fra Thises Borgerforening.

Få en lydoplevelse
De 2½ spanske i det danske, som arrangementet kaldes, er en violinist, der i spansk presse fik omtalen på en så lidt vestjysk måde, man næsten overhovedet kan forestille sig, nemlig som mere end et vidunderbarn. Den unge 18 årige violinist hedder Jacob Christensen Fabuel, og han har spillet siden han var tre, har vundet internationale konkurrencer, været solist både ved symfonikoncerter og kammermusiksammenhænge, ved kirkekoncerter og givet koncerter som med pianist eller som solist. Og så har han rødder i Salling og kommer her tit, for her bor hans danske farmor. Moren er spansk og fra Valencia, hvor han allerede nu går på konservatoriet.
Så, det er en halv sallingbo, der fører buen på violinen, og med sig fra Spanien tager han en lyrisk sanger, sopranen Neus Roig Abellà og pianisten Vicente David Martín.
- De er stjernedygtige, og det bliver musik af international klasse. Vi sætter lidt bålfade op på kirkegården, for at skabe lidt stemning. Man behøver ikke forstå opera for at være med, men man kan få en lydoplevelse, og det får jeg selv, for jeg har ikke forstand på opera. Mange tror, de skal vide noget om opera for at kunne forholde sig til det. Det er ikke nødvendigt. Man skal forholde sig til musikken, og nyde de toner og den stemning som musikken skaber, siger Søren Vester.
Thise Borgerforening tænker, at støtte til opera kan være en lidt svær udfordring, men at opera er ved at vinde frem. Aftenen med opera i Thise Kirke danner et supplement til de øvrige genrer, man møder på egnen, og borgerforeningen prøver gerne kanten af, krydser fingre og spørger om ikke borgerne er med på, at Thise gør forsøget.

Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM


Du kan downloade en APP til din telefon/tablet, så fungerer det optimalt
når du skal læse avisen online til
Iphone og Android