2017-06-13 10:14:49 | Kategori: artikel

Der er rigtig meget, der sker i Harrevig

Museumsmanden Lars Mathiesen vil have et folkeuniversitet. Han er initiativtageren til det stiftende møde af Harrevigegnens Folkeuniversitet og Kulturforening onsdag aften. Hans daglige arbejde er på Lemvig Museum, og en del af arbejdet består i at være museets repræsentant i det lokale folkeuniversitet i Lemvig. For nogle år siden var han med til at arrangere en foredragsrække om udkantsmyten. Det satte tanker i gang.
- Der har længe kørt en fordom om, at vi ikke kan noget på udkanten, og at det bare er deroute i landsbyerne. Men, der er rigtig meget der sker, og vi kan udvikle os endnu mere. Det folkeuniversitet, som jeg gerne vil skabe, skal være med til at udvikle og oplyse folk om egnen. Udkantsproblematikken er nok et reelt problem, men også en myte, der bliver skabt af medier og bliver til en del af en selvforståelse. Det skal den nye forening tage kampen op med, siger Lars Mathiesen.
Hans tanke er, at der kan skabes et landsbyakademi, som kan medvirke til at fastholde, videreudvikle og skabe en stærk og levedygtig landsbykultur gennem foredrag og kulturelle aktiviteter.
Folkeuniversitetet vil fokusere på foredrag, der kan give inspiration til det gode liv i lokalsamfundet. Det kan være foredrag om landsbyliv i et historisk og nutidigt perspektiv om landsbyudvikling, iværksætterkultur, deleøkonomi, egnens historie, andelsbevægelsen før og nu og så videre. Der er masser af emner at tage fat på, og aktiviteterne vil ikke kun være til glæde for Harrevigegnens beboere.
- Det kan forhåbentlig også komme andre landsbyer i både Salling og på Mors til gode. De kan komme med til foredrag eller måske oprette deres eget folkeunivesitet, og så kan vi samarbejde om aktiviteterne. Der kan også være andre kulturarrangementer, og jo flere vi er, jo stærkere står vi, siger Lars Mathiesen.
Det første foredrag, som foreningen arrangerer, er næsten på plads. Med støtte fra Nordeafonden, og som en del af Kulturbyåret, er det lykkedes at få journalist og foredragsholder Lotte Printz til Salling til september. Hun vil fortælle om emnet Forsamlingshuset – fra politisk spil til fællesspisning. Lars Mathiesen mener det er naturligt at lægge ud med netop det foredrag, for lige nu arbejder en gruppe af beboere på Harrevigegnen på højtryk med at samle midler til et nyt Harrevigegnens Borger og Forsamlingshus.
Harrevigegnens Folkeuniversitet og Kulturforening har til huse i, og er en del af, Harrevigegnens Borger og Forsamlingshus. På det stiftende møde er alle fra Harrevigegnen velkommen, og Lars Mathiesen håber på, at mange vil have interesse for og bakke op om det nye initiativ.

Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM

Persondatapolitik

 

Du kan downloade en APP til din telefon/tablet, så fungerer det optimalt
når du skal læse avisen online
Appen fåes til både
Iphone og Android