2023-05-22 17:09:00 | Kategori: artikel
Foto: Gorm Wæhrens.
Med 65 fremmødte furboere var der stor interesse for helhedsplanen og de initiativer, der skal igangsættes, da der var borgermøde om Helhedsplanen på Fur forleden. Udover præsentation af Helhedsplanen for Fur var der tilmelding til fire arbejdsgrupper: Trafik og Veje, Forsamlingshus, Fællesskaber og Aktiviteter samt Stier og Naturfaciliteter. Blandt andet er der ønsker om at forbedre forholdene for cyklende børn, at understøtte de eksisterende fællesskaber og kunstnerliv, der er, og at oprette en paddelbane og et bynært stiforløb med faciliteter. Desuden skal det undersøges, hvad der skal ske med Fur Forsamlingshus.
- Det er stadig muligt at melde sig til arbejdsgrupperne, hvis man vil være med. Der er også et råderum i hver gruppe, så nye idéer, der opstår, kan finansieres løbende. Vi er meget glade for den store interesse fra borgerne på Fur. Det er deres helhedsplan, og dem, der ved, hvad øen mangler, og hvad der allerede er, som planen kan støtte op om, siger udviklingskonsulent ved Skive Kommune Thomas Olesen til Salling Avis.
Arbejdsgrupperne mødes igen tirsdag den 6. juni på Fur Museum, hvor det videre arbejde sættes i gang.