Tiltrækning af kvalificeret arbejdskraft, grønne uddannelser, bæredygtig energiproduktion og unges trivsel. Det er nogle af de emner, der er på programmet, når en række toppolitikere, erhvervsfolk, journalister og meningsdannere mødes på Strandtangen i Skive den 12. til 13. maj i forbindelse med det midt- og vestjyske folkemøde, Skivemødet.
Det overordnede tema for de to døgns debatter og samtaler er Danmark i balance, men det bliver uden den sædvanlige trivielle præmis om, at livet er en smule sværere uden for de store byer. I stedet handler mødet om at sætte fokus på det gode liv i Midt- og Vestjylland - på alt det der fungerer og samtidig skabe en debat om, hvordan politikere, erhvervsliv, foreninger og indbyggere kan bidrage til at gøre det hele en smule bedre.
Sådan lyder det fra Poul Pedersen, bestyrelsesformand i foreningen Branding Skiveegnen, der står bag Skivemødet.
- Vi inviterer ikke Danmark indenfor på Strandtangen for at sidde og tude over alt det, der unægteligt kunne være bedre i vores del af landet. Vi vil meget hellere bruge tiden på at bringe politikere, meningsdannere og journalister lidt tættere på den midt- og vestjyske skabertrang, innovationsevne og lyst til at skabe et godt liv uden for de store byer. Samtidig ønsker vi en god debat om, hvordan vi så gør det hele endnu bedre, mere smart og mere effektivt, siger Poul Pedersen. Fredag den 12. maj afvikles den store partilederdebat, hvor Pernille Vermund, Jakob Ellemann, Inger Søjberg, Alex Vanopslagh, Mai Villadsen, Martin Lidegaard og Søren Pape Poulsen blandt andet skal debattere perspektiverne i nærhedsreformen under ledelse af den lokale journalist og tv-vært, Klaus Knudsen Pedersen. Senere samme dag skal seks borgmestre drøfte en udfordring, som langt de fleste kommuner i landdistrikterne døjer med - nemlig fraflytningen af unge mennesker, der drager til storbyen for at studere og arbejde.
Mødet fortsætter om lørdagen, hvor blandt andre Rasmus Tantholt skal på den store scene og tale om en verden i balance. Senere skal ubalancen i Sportens verden drøftes, hvor næstformand i DIF, Frans Hammer, sammen med Jesper Nøddesbo skal snakken om frivillighed og andre udfordringer i sporten Danmark.
Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.