2022-11-21 14:36:39 | Kategori: artikel

Rundstykker, gavekort og kagemand



Den nye moderne brugs i Breum er færdig, og det skal fejres i dagene fra den 24. til 27. november. Det fortæller uddeler i Dagli´Brugsen Breum Bo Dybdal til Salling Avis.


- Vi har fire dage med rigtig gode tilbud og mulighed for at vinde fem gavekort på 300 kroner til butikken. Vi håber, at rigtig mange vil kigge forbi og være med til at fejre, at Breum har fået en nyrenoveret og topmoderne brugs, siger han.


Fredag eftermiddag den 25. november serverer brugsens bestyrelse desuden kaffe og kagemand til kunderne ved brugsen, og lørdag er der gratis rundstykker til de morgenfriske. I alt deles 500 rundstykker ud efter først til mølle princippet.


Bo Dybdal fortæller, at moderniseringen er den største investering, der er foretaget i brugsen i Breum indtil nu. 


- Vi skal bevare og udvikle brugsen i Breum løbende, og den her modernisering gør, at vi følger med tiden. Arbejdet var planlagt, men havde vi vidst, at der kom endnu en krise efter corona, så havde vi nok ventet. Men nu butikken klar, og så håber vi, at den bliver en god investering, siger Bo Dybdal.


Projektet har været planlagt i godt to år. Det indebærer en total opdatering af butikken med nye køle- og frysemøbler, ny frugt- og grøntafdeling, ny convenienceafdeling, ny ferskvarerafdeling, ny vinafdeling, ny kolonialafdeling og ny brødafdeling samt ny postshop og ny flaskemodtagelse med egen indgang. Kort sagt en total ombygning og modernisering til gavn for kunder og personale.


- Selvom det er en fejring, så har vi også den lidt alvorlige mine på lige nu. Vores branche er hårdt ramt, og vi har ikke modtaget nogen hjælp i form af hjælpepakker, så jeg vil samtidig gerne opfordre alle til at handle lokalt. Det er sådan vi sikrer os, at der også er lokale butikker i morgen, siger Bo Dybdal.

Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM

Persondatapolitik

 

 

 

Du kan downloade en APP til din telefon/tablet, så fungerer det optimalt
når du skal læse avisen online
Appen fåes til både
Iphone og Android