2022-11-08 08:12:36 | Kategori: artikel

Foto: Skive Kommune.

Det lokale gadelys er grønt



Gadelyset i Skive Kommune får lov at være tændt om natten flere steder, da man er langt fremme i forhold til energibesparende foranstaltninger på området. Over 99 procent af det lokale gadelys er LED-lys, som er indstillet sådan, at det bruger så lidt strøm som muligt. Der er sat lysfølere på, som styrer, at gadelyset tænder, når der er behov for det i de mørke timer, og det slukker, når der ikke er behov for lys længere. Der er desuden natsænkning i de enkelte master, der skruer ned for lysstyrken midt på natten, så der er mindre lys i lampen, når der er mindre trafik.


- Der er ikke nogen lavthængende frugter tilbage, når det gælder om at spare på gadelyset. De er plukket, pointerer Brian Madsen, som er vejingeniør i Skive Kommune.


Desuden er tændingstiden på kommunens gadelamper reduceret med fem minutter i hver ende. Ellers fortsætter den nuværende gadebelysning uændret trods energikrisen. Det besluttede Økonomiudvalget på sit seneste møde, hvor en række energibesparende tiltag blev vedtaget på baggrund af anbefalinger fra Forvaltningen for Teknik, Miljø og Udvikling.

Sikkerhed og tryghed 
I gamle dage var lyset i masterne, sådan at man kunne slukke hver anden mast og stadig have en nogenlunde grundbelysning. I dag er masterne med LED-lys dimensioneret, sådan at lyset fra den ene mast præcis når sammen med lyset fra den næste mast. Hvis man slukkede hver anden mast, ville man derfor opleve huller med mørke mellem lygtepælene. Det kan påvirke især fodgængeres og cyklisters tryghed.


I stedet kan man i kommunen spare på strømmen, uden at det går ud over sikkerhed eller tryghed, ved at se på den visuelle belysning på for eksempel bygninger og kunstværker. Her er der muligvis noget at hente. Økonomiudvalget har derfor besluttet at spots på kunstværker i rundkørsler og bygninger slukkes, at julebelysningen i Skive Kommune reduceres til at være tændt fra klokken 6.30 til 9.00 og igen fra klokken 15.30 til 20.00 i perioden fra 25. november til 6. januar. Lystræerne tændes i samme tidsrum, dog er de tændt indtil 20. februar. Juletræerne ved indfaldsvejene opsættes ikke i år, og lyset i radiomasten på Dyrskuepladsen slukkes. Desuden holdes der løbende øje med andre steder, hvor visuel belysning kan slukkes, hvis det er nødvendigt.


- Med den reducerede tændingstid på vintertræerne, vurderer vi, at vi kan spare 15.000 kroner og sænke forbruget fra 8000 kWh til cirka 4000 kWh i denne sæson, oplyser Brian Madsen.

Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM

Persondatapolitik

 

 

 

Du kan downloade en APP til din telefon/tablet, så fungerer det optimalt
når du skal læse avisen online
Appen fåes til både
Iphone og Android