2022-07-26 09:21:15 | Kategori: artikel

 
Foto: Claus Haven og Aakjærselskabet.

 

Jenlefesten 2022

Søndag den 7. august er der igen Folkefest på Jenle. Aakjærselskabet er tro mod traditionen fra 1910, da Jeppe og Nanna Aakjær indbød til deres første Jenlefest på Jenle. Jenlefesten har altid to talere, en politisk og en kulturel. Derudover er der musikunderholdning, fællessang, boder, uddeling af Aakjærprisen samt mulighed for at gå digterruten på Jenle. 

En mere retfærdig samfundsudvikling
Jeppe og Nanna Aakjærs tanke med at skabe Jenlefesten var at afvikle en sammenkomst, et møde, hvor folk kunne få information og viden på samfundsudvikling og politiske tendenser. Jeppe og Nanna Aakjær var personer, der engagerede sig meget i debatten omkring en mere retfærdig samfundsudvikling, der specielt skulle komme de svageste til gode, og løfte dem til bedre vilkår i tilværelsen. 

I dag tjener Jenlefesten det formål at holde Jeppe Aakjærs ånd i live, samt holde fast i nødvendigheden af hele tiden at fokusere på en retfærdig og lige samfundsudvikling. Og det gøres ved at have en talerstol, der inviterer profiler til at tale om netop udviklingen i vort samfund, både kulturelt og politisk. Jenlefesten er, efter Folketingets talerstol, udråbt til én af landets vigtigste talerstole, der tiltrækker gæster fra hele landet. 

Den politiske tale
I år er den politiske tale lagt i hænderne på Steffen Husted Damsgaard, politiker og formand for Landdistrikternes Fællesråd. Damsgaard gæster Jenle med overskriften: Sammenhængskraft i en brydningstid. Danmark er et lille land uden store forskelle – i hvert fald set udefra. Sammenhængskraften er afgørende for vores samfundsudvikling, også når det gælder et land i bedre balance og et mere decentralt Danmark, med muligheder for at leve og bo i hele landet, hele livet. Kan man politisk påvirke sammenhængskraften og urbaniseringen, og kan man skabe et land i bedre balance? Og hvilken betydning har klimamålsætningerne og krigen i Ukraine?

Steffen Damsgaard er uddannet driftsleder inden for landbruget og har tidligere studeret på en erhvervsøkonomisk bacheloruddannelse på Aarhus Universitet i Herning. Steffen Damsgaard var i perioden 2004-2008 landsformand for LandboUngdom og har siden 2006 været medlem af kommunalbestyrelsen i Lemvig Kommune. Som formand for Landdistrikternes Fællesråd, som er en politisk neutral NGO, har Steffen Damsgaard plads i forskellige ministerielle råd, nævn og udvalg. Han er blandt andet medlem af Regeringens rådgivende udvalg på landdistriktsområdet (DRUPL), som ledes af erhvervsministeren. Steffen Husted Damsgaard er desuden medlem af bestyrelsen i Center for Landdistriktsforskning (CLF) ved Syddansk Universitet, og udtaler sig ofte i landsdækkende medier om forholdene i danske landdistrikter og yderområder. Steffen Damsgaard har besøgt Skiveegnen i flere omgange, blandt andet i forbindelse med afviklingen af Skivemødet – et Danmark i Balance.

 

Stefan Herman taler kultur

Den kulturelle taler er Stefan Hermann, rektor for Københavns Professionshøjskole, samfundsdebattør og forfatter. Hermann gæster Jenle med overskriften: Besindelsens tid. Man går ikke længere kold i dag, men brænder ud. Energikrisen handler ikke om, at vi kommer til at fryse, men om global opvarmning. Man bliver heller ikke frosset ud socialt, men stigmatiseret, brændemærket. Det er ikke en kold tid, som vi lever i som Kim Larsen sang, men en alt for varm tid. Det kalder på besindelse.

Stefan Hermann har en opvækst fra Skive (født i København), og blev student fra Skive Gymnasium og HF i 1990. Uddannede sig til cand.scient.pol på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet i 1999. Sideløbende med studierne var han medstifter af Kulturselskabet Swung og spillede håndbold på eliteniveau i 1990’erne. Hermann er tidligere rektor for Professionshøjskolen Metropol inden sammenlægningen med UCC (University College Capital). Derudover har han arbejdet for kunstmuseet Arken, været fuldmægtig i Kulturministeriet, samt chefkonsulent i Undervisningsministeriet, og er forfatter til flere bøger og artikler om uddannelsespolitiske, pædagogiske og sociologiske problemstillinger. Det er især uddannelsessektoren, der har været et væsentligt emne for Stefan Hermann.

Men hans deltagelse i kulturdebatten er og har været mere vidtfavnende end som så, hvilket f.eks. hans to sidste bøger Hvor står Kampen om Dannelsen (2016) og En varm tid (2022) viser.

Stefan Hermann finder hele tiden nye veje og vinkler i kulturdebatten, men er samtidig meget bevidst om traditioners væsentlighed.

Aakjærpris, musik og kunst
I løbet af dagen, vil Jenlefesten have musik, der er lagt i hænderne på Zenobia. Trioen Zenobia er mødet mellem spillemanden Mette Kathrine Jensen Stærk på harmonika, den prisbelønnede sangerinde Louise Støjberg og pianisten Charlotte Støjberg. En trio, der har den danske sangskat under huden: Viserne, salmerne og fællessangen.

Derudover, og traditionen tro skal Aakjærprisen uddeles under Jenlefesten, og den tildeles i år Henning og Vinnie Linderoth. Aakjærprisen gives til Henning og Vinnie på grund af deres store arbejde med, og forskning i Jeppe Aakjærs forfatterskab, samt drift og udvikling af Jenle som kultur- og besøgssted. Henning og Vinnie var tilknyttet Jenle fra Aakjærselskabets start i 1980 til 2017, Vinnie som rundviser og medlem af Jenleudvalget fra først i 90`erne. I 2004 blev Henning formand for Aakjærselskabet og Vinnie trådte ind i Bestyrelsen. De har gennem deres store engagement og kærlighed til Aakjær været med til at sikre en vigtig fælles kulturarv for hele Danmark, og specielt for Skiveegnen. Der hvor Jenle står i dag som kultur- og besøgssted skyldes meget Henning og Vinnies fortjeneste. Derfor får de Aakjærprisen.

I pauserne under Jenlefesten er der desuden muligheder for at gå digterruten på Jenle og ellers nyde den smukke natur. Der er også en udstilling i forsamlingshuset, inde ved cafeen, hvor man kan se billedkunstner Birte Mølgaards værker. Birte Mølgaards smukke motiver fra Jenle er på mange af de kort, der sælges.

Birte Mølgaard er uddannet fra Kunsthåndværkerskolen i Kolding, og har bl.a. været repræsenteret på Kunstnernes Sommerudstilling i 2016, 2018 og 2021.

Det praktiske
Jenlefesten afvikles søndag den 7. august. Billetter kan købes på www.jenle.dk eller ved døren. 

Mad kan bestilles via hjemmesiden, og der vil være boder på dagen, hvor der sælges drikkevarer, mad, kaffe og kage. Aakjærselskabet beder alle om at huske at medbringe en stol til egen komfort på plænen foran scenen. Paraplyer må helst ikke medbringes da de skygger eller blokerer synet for andre. Hvis det regner, udleveres der gratis regnslag, oplyser arrangørerne.

Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM

Persondatapolitik

 

 

 

Du kan downloade en APP til din telefon/tablet, så fungerer det optimalt
når du skal læse avisen online
Appen fåes til både
Iphone og Android