2022-06-14 08:10:00 | Kategori: artikel
Hyggelig byfest for alle i Breum
Borgerne i Breum havde en god byfest, og arrangørerne kan se tilbage på nogle hyggelige dage. Over 300 mennesker var samlet i teltet på byfestpladsen til helstegt pattegris, imens Niels Kjær fra Landmand Søger Kærlighed stod for musikken, og stemningen var god. Børn i alle aldre hoppede på hoppepude og spiste pommes frites og franske hotdog fra pølsevognen.
Fredag bød på skønt vejr, og byfestpladsen var godt besøgt af børn og voksne, der nød mad og drikke. Årets børnediskotek fik en stor tilslutning, af børn, der virkelig hyggede sig sammen. Blandt andet med stoledans. Efter børnediskoteket var der bilorienteringsløb for hele familien med levende poster sat op forskellige steder i Salling, og de tre bedste deltagere blev kåret efter løbet.
Lørdag startede med rundstykker og kaffebord i teltet, inden cykel- og motionsløbet blev sat. Her var 48 deltagere og den yngste var to år, mens ældste deltager var 82 år. Der blev cyklet mange penge ind til det lokale idræts- og foreningsliv.
Dagen bød desuden på Breumdysten og knallertkørere fra Aalestrup Classic 50cc og de lokale Maxi Girls kiggede forbi pladsen og nød det gode vejr og lidt at drikke. Om aftenen var der ca.150 samlet til fest i teltet med mad fra Breum landevejskro. Karsten Brunsgaard kom og spillede dinner musik under maden, hvorefter Devotion spillede op til dans. Det var en dejlig aften med højt humør og gang i sømblokken, baren og dansegulvet.
Se flere foto på Salling Avis' Facebookside