2021-11-16 09:46:50 | Kategori: artikel

Nu åbner fremtidsbutikken på Fur




Nu starter arbejdet med den nye helhedsplan for Fur. Der er sat seks millioner kroner af til arbejdet, der skal udvikle øen over de kommende ti år. I den forbindelse åbner Skive Kommune en Fremtidsbutik på Fur Museum, hvor alle borgere er velkomne til at kigge forbi og komme med deres input til, hvad pengene skal bruges til, og det behøver ikke være konkrete forslag, som borgerne kommer med, når de besøger butikken. Det fortæller Thomas Olesen fra Landdistriktsteamet i Skive Kommune, som udover ham består af Peter Steens og Tonie Holmberg Kristensen. Thomas Olesen er tovholder på Furs helhedsplan.


- Vi har brug for, at borgerne kommer og fortæller os, hvordan de oplever deres lokalområde. Hvad er godt? Hvad kunne være bedre? Og hvilke forandringer de kan tænke sig? Det behøver ikke være konkrete forslag men det må det gerne være. Vi vil også gerne bare have, at folk kigger ind og snakker med os om Fur, siger Thomas Olesen til Salling Avis.


Fremtidsbutikken åbner torsdag den 18. november, og den er åben i hele denne uge og uge 47. Udover at skabe en dialog om Fur med borgerne og dermed inddrage dem mest muligt i arbejdet med udviklingen de kommende ti år, så er formålet også at give borgerne en ny vinkel på deres ø. Fremtidsbutikken holder åbent i to runder i november og januar, da man har besluttet et holde den lukket i juletiden.


- Det er et uformelt møde med os, og der er altid kaffe og te på kanden til dem, der kommer forbi. Vi har haft en fremtidsbutik i Thise i forbindelse med helhedsplanen for det område, og vores erfaringer er virkelig gode. Vi forventer at se mange forskellige borgere på Fur også - og i alle aldre, siger Thomas Olesen.


Når idéerne er samlet ind via Fremtidsbutikken på Fur, skal der holdes borgermøde og etableres arbejdsgrupper, som arbejder med hvert deres område. Selve helhedsplanen udarbejdes i februar og marts 2022, og den forventes at bliver endeligt godkendt i forsommeren 2022, hvorefter kommunen i fællesskab med borgerne går i gang med at realisere deres ønsker for fremtidens Fur.

Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM

Persondatapolitik

 

Du kan downloade en APP til din telefon/tablet, så fungerer det optimalt
når du skal læse avisen online
Appen fåes til både
Iphone og Android