2021-11-02 08:29:54 | Kategori: artikel

Husorkester er tilbage i Kassehuset



De har alle sammen anciennitet som Glyngøre-borgere, og fire ud af fem har stadig fast adresse i byen. Så skal man have et husorkester inden for rækkevidde, er valget af Rock Mod Rynker ikke helt unaturligt for Kas Kafé på havnen i Glyngøre. De fem spillemænd har været på plakaten i november måned i en årrække, og sådan er det også aftalt den 5. november i år.


Bandet møder op med en broget sætliste af populære ældre og yngre sange, der alle er valgt med udgangspunkt i orkesterets formålsparagraf- nemlig ”at virke for udbredelsen af rytmisk musik og flerstemmig mandssang.” Men traditionen i Kassehuset er også, at publikum stemmer i, når musikken spiller kendte melodier. Og dem er der også mange af på årets repertoire, lover rynkerockerne. Bl.a. sange af U2, Shu-bi-dua, The Band og Dalton Brødrene.


Rock Mod Rynker blev etableret som kvartet for 20 år siden i en efterdønning til de populære Glyngøre-revyer af Hans Busck, Hans Lund, Jørgen Kibsgaard og Leif Kristiansen. Senere sluttede Bror Arnfast sig til – samme alderssegment – og alle medlemmer er enige om, at musikken har virket præcist efter hensigten og holdt rynkerne på afstand. Synet er til gengæld ikke blevet bedre. 


Hans Busck er bandets bassist, Jørgen Kibsgaard tamper trommerne, Bror Arnfast trakterer keyboard på både orgel og harmonika – endog også mundharpe – mens Hans Lund og Leif Kristiansen er bandets guitarister. Og alle bidrager til den flerstemmige sang. 

Næste Kas Kafé er fredag den 7. januar.

Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM

Persondatapolitik

 

Du kan downloade en APP til din telefon/tablet, så fungerer det optimalt
når du skal læse avisen online
Appen fåes til både
Iphone og Android