2021-10-19 07:58:22 | Kategori: artikel




Foto: Peter Steens.

Borgerne i Thise-området vil udviklingen


Forleden var alle borgere i Thise, Sdr. Thise og Sundsøre-området inviteret til borgermøde om områdefornyelse. her blev helhedsplanen for området præsenteret, hvorefter der blev nedsat fem nye arbejdsgrupper, der skal realisere de enkelte projekter over de kommende fem til ti år. Formålet er at løfte område, trække tilflyttere til og udvikle det for de mennesker, der allerede bor der, og interessen for at bidrage er stor.

Det fortæller projektleder og udviklingskonsulent Tonie Holmberg Kristensen fra Erhverv og Udvikling i Skive Kommune.


- Der var en virkelig flot opbakning. Borgerne i området vil udviklingen, og de vil tage del i den. Det er tydeligt efter mødet, siger hun.


Mødet startede med en præsentation af de idéer, der er kommet frem via den borgerbutik, som kommunen har haft i Thise. Her kunne borgere i alle aldre melde ind med forslag til planen. Herefter var der fællesspisning, hvor 101 var tilmeldt, og på det efterfølgende borgermøde, hvor helhedsplanens indhold blev præsenteret deltog 130 borgere. Her blev der nedsat fem arbejdsgrupper - og allerede nu har 40 borgere meldt sig til at deltage i dem.


- Arbejdsgrupperne skal arbejde med hvert deres område, hvor de folder idéerne ud og realisere dem, siger Tonie Holmberg Kristensen.


Arbejdet løber frem til 2030, og der er sat seks millioner kroner af til projektet. De fem arbejdsgrupper har overskrifterne: Sikker Trafik, Ud i Naturen, Mødesteder, Levende Fællesskaber samt Bosætning & Forskønnelse.


- Vi ved fra andre byer, hvor lignende helhedsplaner er ført ud i livet, at borgerengagementet er afgørende. Samtidig er arbejdet også en ny måde for borgerne at mødes. Det skaber sammenhold at udvikle et område sammen, siger Tonie Holmberg Kristensen.

Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM

Persondatapolitik

 

Du kan downloade en APP til din telefon/tablet, så fungerer det optimalt
når du skal læse avisen online
Appen fåes til både
Iphone og Android