2021-09-28 08:37:54 | Kategori: artikel

Jette og Alek fik idéen til Furs berømte fisk



Hvis du har besøgt Fur, så har du uden tvivl også set øens berømte fiskeskulpturer. De er malet af lokale kunstnere, og på Fur passer man godt på sine fisk. Det er Fur Kunst, der står for at sætte dem op hvert år.


Idéen til Fur Fish Parade er dog ældre, end de fleste måske går og tror, og faktisk var det Jette Herne fra Galleri Jettestuen på Fur, der fik idéen under et besøg i Athen i 2004. Her så hun de flotte malede køer - The Cow Parade - og straks satte det tanker i gang.


- Tankerne kørte bare. Jeg tænkte - sådan noget skal vi også have på Fur! Og så slog det mig, at det da skal være fisk, fordi vi jo ligger lige midt i Limfjorden. Vi fik de første fisk op i 2005 - og de ankom i en stime fra fjorden og op på land, siger Jette Herne, der i dag er 83 år, men stadig er aktiv kunstner med galleri på Fur.
Hendes mand Alek Krylow er også aktiv og driver det lokale galleri sammen med hustruen, og med en alder på 75 år, er han også en erfaren kunstner.


- Vi får altid idéer. Sådan nogle som os, kan nok ikke lade være, siger Alek Krylow.


Den første fiskemodel blev lavet af en af kunstnerne på den årlige udstilling i forsamlingshuset.


- Vi fik en produktionsskole til at lave modellen i glasfiber, men noget gik galt - og vores prototype gik i stykker! I stedet fik vi så heldigvis Thor Lykke Jensen til at lave en ny - og det er stadig den model, som bruges i dag, siger Jette Herne.

Herefter gik produktionsskolen i gang. Den første sending Fur-fisk var på vej til øen. Der kom 39 styk.


- Den gang var antallet af kunstnere færre, så vi gik simpelthen til folk på øen, som vi vidste kunne male og bad dem udsmykke en fisk. Der var også børn, der malede fisk på havnen i forbindelse med en muslingedag, siger Alek Krylow.


Nogle af de allerførste fisk står stadig på øen. I dag er det kun kunstnere fra Fur Kunst, der maler nye.


Det stoppede ikke med fisk. I december 2003 besøgte parret en ældre kirke i Prag. Her var en smuk engleudstilling, og Jette Herne fik igen en idé. Der skulle engle til Fur. Hele vejen hjem fra Prag idéudviklede det kreative kunstnerpar på tanken, og tilbage på Fur blev hele øen - fra skole til kirke - involveret - og snart kunne engle lyse op på Furs landeveje i vinter- og juletid. Disse engle varetager Fur Kunst også i dag.


Det var i øvrigt også Jette Herne, som sammen med Lisbeth Klode fik idéen til de årlige udstillinger i forsamlingshuset. Jette Herne arrangerede den første udstilling i 1994. De har siden kørt hver sommer i kunstforeningens regi.

Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM

Persondatapolitik

 

Du kan downloade en APP til din telefon/tablet, så fungerer det optimalt
når du skal læse avisen online
Appen fåes til både
Iphone og Android