2021-04-27 17:53:25 | Kategori: artikel
Den 1. maj er Ensomhedens Dag, og det sættes der også fokus på i Skive. Et nyt tilbud, fra Ventilen i samarbejde med Frivilligcenter Skive, til ensomme unge i alderen 15 til 30 år ser således snart dagens lys, og samtidig vil der på selve dagen være ne markering sammen med en række lokale erhvervsdrivende.
KOMsammen Skive er navnet, og her kan unge mødes med andre i trygge rammer for at lave mad, hygge sammen og dyrke motion. Tilbuddet henvender sig til unge bosat i både Skive og Morsø kommuner. Der er plads til alle, og sammen planlægger deltagerne, hvilke aktiviteter de vil lave. I spidsen for KOMsammen Skive står de to projektledere, den 30-årige Marie Louise Andersen, Skive, og den 24-årige Malene Lindgren, Jebjerg, og de kender begge til ensomhed på egen krop.
- For os var der ikke tale om en landvarig ensomhed, men en ensomhed, der kom som følge af en række store livsforandringer. For Malene handlede det om, at hun startede et nyt sted med en masse nye mennesker, og for mit eget vedkommende skete der det, at jeg mistede et socialt fællesskab, som jeg havde haft længe. Ensomhed kan ramme alle, og det er bestemt ikke noget, som man selv bærer skylden for, siger Marie Louise Andersen til Salling Avis.
Hun fortæller, at det nye tilbud starter op lokalt, fordi der mangler et sådan tilbud, og set i lyset af coronasituationen er ensomheden blandt de unge større end før. - Mange af de unge er blevet kastet ud i en ensomhed, fordi de ikke har kunnet deltage i de sociale ting og skolegang, som de normalt gør, siger Marie Louise Andersen. Når de unge mødes i KOMsammen Skive kan de både spejle sig i andre i samme situation, men også dele erfaringer og skabe nye venskaber. - Det er vigtigt, at vi kan medvirke til, at de unge møder andre i samme situation, så det at være ensom normaliseres. Mange skammer sig over ensomhed, selvom de ikke er skyld i ensomheden, siger Marie Louise Andersen.
I gruppen vil de unge møder andre, der forstår deres følelser.