2021-03-26 11:09:15 | Kategori: artikel

Is og kaffe i Det Gamle Bageri på Fur



Skærtorsdag er der igen åbent i Det Gamle Bageri på Fur. Steffen Vester og Thomas Vissing overtog bygningerne i januar og har lige siden været i gang med at renoverer bygningen, så der kan etableres en café og måske på sigt også serveres mad. 


- Jeg synes, vi skal prøve at skabe noget på Fur, som ikke er der i forvejen. Et sted hvor man ikke skal bestille bord, hvor der er en god café stemning, og som passer både til mormor, der vil ind og sidde og sidde og spille et brætspil med sit barnebarn, eller et par venner, som lige vil ind og have en kold øl, siger Thomas Vissing om planerne. 


Der er kommet nye vinduer, det indvendige har fået en omgang og så kommer der også et handicap-venligt toilet, så der er plads til alle kunder. Den første åbningsdag bliver 1. april, hvor der er åbent for take-away, og så er der udendørs servering fra 6. april, når det igen bliver tilladt. 


- Vi har lige købt bord- bænkesæt, og til maj regner vi med at have 20-25 siddepladser indenfor. Vi håber selvfølgelig på godt vejr over påsken, så der er masser af mennesker ude at nyde Fur, som måske lige lægger ruten forbi os og får en god is. På den lange bane vil vi gerne kunne holde åbent hele året og håber, både lokale og besøgende vil bruge os i weekender og i julen. Men det er sådan noget, der skal udvikles og tager lidt tid. Lige nu og her glæder vi os bare til at komme i gang og tror på, at vi nok skal få en god sæson, siger Steffen Vester.


Den daglige bestyrer bliver Emilie Vissing, datter af den ene medejer. Hun er i fuld gang med at få trænet personalet op, så de er klar til åbningen. 


- Jeg er meget spændt på, hvordan folk tager imod os. Der er en spændthed i os alle, tror jeg, og nu glæder vi os til at kunne servere en god kop kaffe og nogle gode is til påske, siger Emilie Vissing. 


De tidligere ejere, Ellen Bye Jensen og Troels Madsen, glæder sig til at se deres forretning gennem 10 år videreført. 


- Det føles fint at have afhændet, især fordi Thomas og Steffen har sådan nogle gode planer og har bevaret nogle af de ting, vi har gået og lavet, siger Ellen Bye Jensen.

Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM

Persondatapolitik

 

Du kan downloade en APP til din telefon/tablet, så fungerer det optimalt
når du skal læse avisen online
Appen fåes til både
Iphone og Android