2021-03-26 11:07:49 | Kategori: artikel
Den 4. april er der lokale oplevelser i naturen på Fur. Her arrangerer firmaet Fur Event påsketur, og man kan tilmelde sig nu. Deltagelse er gratis, og hele familien kan være med. Man tilmelder sig hos Fur Event, og her kan man samtidig tilkøbe et økologisk chokolade-påskeæg.
Om morgenen påskedag modtager alle tilmeldte en besked om, hvordan og hvor turen starter. Herefter kører de afsted på jagten i bil, når det passer dem. Turen kan gennemføres hele påskedag. Når man er heldig og har fundet det påskeharen har efterladt, tager man et påskeæg per betalende deltager. Turen tager cirka en time.
- I disse tider kan vi ikke samles om et hyggeligt og socialt påskearrangement. Vi har derfor arrangeret et coronavenligt påskeløb – eller nærmere påske-køretur rundt på smukke Fur. Vores mission er at skabe aktiviteter og events, som samler unge, familier, lokale furboere, øens besøgende og andre der har lyst til at opleve Furs mange skønheder, siger Kenneth Ladefoged Andersen fra Fur Event.
Han står bag virksomheden sammen med sin kone Marie Ladefoged Andersen, der kommer fra Fur, og parret er sidste år flyttet til Fur med deres to børn, Esther på 3 år og Johannes på 1 år. Her vil de løbende arrangerer event i naturen.
- Vi har gerne ville i gang i lang tid, men Covid-19 har gjort det svært at være en mindre nystartet virksomhed, siger Kenneth Ladefoged Andersen. Mange interesserede turister og lokale furboere spørger, hvilke aktiviteter Fur Event laver i 2021, og flere ting er på vej.
- Vi har forskellige aktiviteter på tegnebrættet for den kommende sommer, men vi må være forsigtige i forhold til Covid-19 udviklingen, så vi har endnu ikke turde offentliggøre noget og tage imod tilmeldinger. Ikke endnu, siger Kenneth Ladefoged Andersen.