2020-11-17 07:38:42 | Kategori: artikel
Frivillige fællesskaber blomstrer stadig i en tid, hvor Corona sætter sit præg på hverdagen. Over hele landet arbejder lokale ildsjæle med at bygge nye fællesskaber. Altid med blik for de særlige muligheder i en bygning eller på et sted. Det gælder ikke mindst for Midt- og Vestjylland, hvor et frivilligt projekt i Hjerk nu kan blive til virkelighed med støtte fra Realdanias Underværker-kampagne. Det er Harrevig Grønne Forsamlingshus, der nu er et skridt tættere mod realisering. Frivillige ildsjæle vil bygget et nyt samlingshus for Harre og Hjerk med afsæt i bæredygtige materialer og byggeri, blandt andet ved hjælp af genbrug af mursten fra tidligere forsamlingshus i området.
Idéen er så god, at den nu er udvalgt til støtte fra Underværker, Realdanias kampagne til frivillige i det byggede miljø. Her er endnu en ansøgningsrunde afsluttet, hvor ildsjæle kunne søge om støtte til at gøre deres projektdrømme til virkelighed.
I alt er 18 projekter udvalgt fra hele landet, og Harrevig Grønne Forsamlingshus får en million kroner i realiseringsstøtte.