2020-09-29 08:15:00 | Kategori: artikel

Lokal skov får flere stier og bedre adgang

Folk fra Naturstyrelsen arbejder lige nu i Havbjerg Skov, der ligger ved Brokholm Sø, på Havbakkervej, og det har fået en læser af Salling Avis til at reagere. Jørn Roeim fra Salling går nemlig hver dag tur i skoven med sine hunde, og han fik et chok, da han så, at den skov, han kender så godt, nu er ændret. Forklaringen fra styrelsen har dog gjort ham rolig igen.
 
Bag arbejdet står nemlig Erik Dalsgaard, der er skovfoged ved Naturstyrelsen i Himmerland. Siden årsskiftet 2019 har han sammen med sine ansatte stået for Naturstyrelsens arealer i Skive kommune, og dermed også den 20 år gamle Havbjerg Skov i Salling.
 
- Jeg kan sagtens forstå, at de mennesker, der plejer at bruge skoven, oplever, at det lige nu er svært at genkende den, for vi har arbejdet en del derude allerede, siger Erik Dalsgaard, der dog forsikrer om, at målet bestemt ikke er at ødelægge naturoplevelsen i Havbjerg - tvært imod.
 
- Overordnet er vi ved at åbne skoven mere, så flere kan få glæde af den. Det gør vi ved at skabe mere plads på de større stier, men de mindre intime stier vil naturligvis stadig være der også. Skoven har været tæt på at gro til, og fremover kan både gående, ryttere og cyklister færdes der - og på god plads, så ingen generer hinanden, lige som vi kan køre vores maskiner ind for at arbejde i skoven, når der er behov, siger Erik Dalsgaard.
 
Havbjerg Skov blev anlagt i et hug for 20 år siden, og skoven ligger på gammel landbrugsjord. Drænene fra denne jord er med tiden ødelagt af skovens træer, hvis rødder er skudt dybt i Sallings muld. Derfor anlægges der nu et vej- og stisystem i skoven for at sikre adgangen.
 
- Vej- og stissystemet har været planlagt, siden skoven blev anlagt, men det er aldrig ført ud i livet. Det bliver det nu, siger Erik Dalsgaard.
 
Hvornår arbejdet i Havbjerg er færdigt, afhænger af vind og vejr.
Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM

Persondatapolitik

 

Du kan downloade en APP til din telefon/tablet, så fungerer det optimalt
når du skal læse avisen online
Appen fåes til både
Iphone og Android