2020-07-14 08:11:06 | Kategori: artikel

 

Lokale dagplejebørn tumler sig til bedre motorik

Eventyrlig leg og bevægelse er på programmet for 524 dagplejebørn i Skive Kommune.

Hans og Grete, Rødhætte og ulven, Prinsessen på ærten. 524 dagplejebørn i Skive tumler i disse uger med i et nyt, pædagogisk bevægelseskoncept, Tumlekaravanen, der er støttet af Nordea-fonden. Tumlekaravanen har til formål at styrke motorikken blandt 0-3-årige børn og inspirere dagplejere og pædagoger til en hverdag med mere fysisk aktivitet. På landsplan deltager mere end 17.000 dagpleje- og vuggestuebørn i konceptet.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn mellem nul til fire år har mulighed for at bevæge sig så meget som muligt i hverdagen. Disse anbefalinger stemmer desværre ikke altid overens med virkeligheden. I en undersøgelse, Børneulykkesfonden har foretaget blandt dagplejere og pædagoger, ledere og andre ansatte i vuggestuer og private pasningsordninger, svarer omkring halvdelen, at børnene i deres dagpleje eller vuggestue deltager i voksenstyrede bevægelsesaktiviteter hver dag. Det er dog hverken manglende lyst eller interesse for at være aktiv sammen med børnene, der er den største udfordring. 73,8 procent af respondenter svarer nemlig, at de gerne vil lave flere bevægelses-lege med børnene, men mangel på tid og inspiration er blandt de primære årsager til, at de forhindres i at gøre det, viser undersøgelsen. 

- Hverdagen er for mange dagplejere og pædagoger forandret grundet COVID-19. Børn, dagplejere og pædagoger er rykket udenfor, og i den anledning har det første materiale, der er udviklet af Tumlekaravanen, fokus på udelege, der får sat kroppen i gang hos børnene. Vi ved, hvor vigtigt det er, at børn bevæger sig, og det skal være nemt og lettilgængeligt for dagplejere og pædagoger at skabe nogle rammer, hvor børnene kan udfolde sig motorisk, fortæller Henriette Madsen, generalsekretær hos Børneulykkesfonden.

Børn har godt af et liv fyldt med leg og bevægelse. Det styrker motorikken, giver selvtillid og har en gavnlig indflydelse på børns trivsel, koncentration, læring og sociale kompetencer. Alligevel har knap en tredjedel af børn i Danmark motoriske udfordringer ved skolestart. Derfor er det vigtigt at sætte tidligt ind og arbejde med børns motoriske færdigheder, og det skal Tumlekaravanen netop bidrage til. 

Udover et gratis, online inspirationshæfte med eventyrlige bevægelseslege, besøger Tumle-karavanen fra efteråret 2020 og tre år frem kommuner i hele landet, hvor dagplejere og vuggestuer inviteres til at deltage i en bevægelsesdag med aktive lege for de små.

Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM

Persondatapolitik

 

Du kan downloade en APP til din telefon/tablet, så fungerer det optimalt
når du skal læse avisen online
Appen fåes til både
Iphone og Android