2020-05-27 07:24:22 | Kategori: artikel

Op med tegnebogen!

Af redaktør Thorkil Christensen

”Det er butikkerne, som giver byen identitet”. Dette udsagn kommer fra detailhandelsekspert Bruno Christensen, som har besøgt området ved flere lejligheder, og som gennem årene er kommet med mange ”guldkorn”. Bruno Christensen har ret et langt stykke hen ad vejen, for butikslivet er vigtigt, men i dag er der selvfølgelig også andet i et lokalsamfund som er vigtigt for at det er attraktivt at bo her. Salling og Skive har noget af det hele.

Butikslivet blev slået tilbage da landet 11. marts blev lukket ned på grund af  frygten for Corona. Nu er der så mulighed for at det meste kan åbne på ny – med ændrede afstandsregler, påpasselighed og med fokus på hygiejne. Håndsprit og hyppig håndvask er stadig aktuelt. Men mange butikker, spisesteder og andre lokale virksomheder har fået slået et stort hul i økonomien på grund af Coronaen. De har det hårdt.

Hvis vi skal gøre os håb om at komme tilbage til noget, der tilnærmelsesvis ligner det oprindelige butiksliv, og hvis vi skal undgå flere lukninger, så er det vigtigt, at vi alle tager tegnebogen op af baglommen og bruger løs af de penge som vi som privatpersoner har sparet mens Corona-situationen satte Danmark på hold og vi ikke kunne købe meget andet end fødevarer og medicin.

Samtidig med at storcentrene har fået tilladelse til at åbne igen er det blevet henstillet, at de forretningsdrivende ikke laver slagtilbud. Det sker for at undgå kødannelse og  smitte. Det lyder fornuftigt, men vi er også nødt til at appellere til den almindelige borger om ikke udelukkende at gå efter tilbud. Hvis butikker og spisesteder skal overleve skal de have omsætning og fortjeneste. Det sidste får de næppe, hvis alle varer er på tilbud, for i de senere år er der gået så meget sport i at handle billigt ind ved at gå efter tilbud, eller ved at presse priserne yderligere i butikken, at det er svært for butikken at overleve.

Derfor: Brug fornuften – betal, hvad en vare koster, og lad være med at prange alt for meget om prisen. Vi skal have rettet op på tingene i en fart. Vi skal have kunder i butikkerne igen og folk i gaderne – selvfølgelig med behørig respekt for afstandskrav og andre Coronaregler. Skal Salling og Skive overleve som handelsområder er det vigtigt, at vi lader butiksejerne få mulighed for at tjene penge.

Derfor - handel lokalt, besøg butikkerne, se udvalget, betal prisen og tænkt på, at det som du gør nu – gør en forskel…

Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM

Persondatapolitik

 

Du kan downloade en APP til din telefon/tablet, så fungerer det optimalt
når du skal læse avisen online
Appen fåes til både
Iphone og Android