2019-12-30 08:16:22 | Kategori: artikel

Lokale spritbilister skal tilbydes hurtige samtaler

Skive Kommunes rusmiddelcenter og Midt- og Vestjyllands Politi indleder samarbejde i et forsøg på at forhindre påvirkede bilister på vejene.

Kørsel i påvirket tilstand sætter både bilens fører og andre i fare. Fremover kan narko- og alkoholpåvirkede bilister, der stoppes af det lokale politi, derfor blive opfordret til at underskrive en samtykkeerklæring, som giver en ansat på Skive Rusmiddelcenter lov til at kontakte bilisten med henblik på en samtale. Når rusmiddelcentret kontakter bilisten, tager den ansatte og bilisten en snak om, hvorvidt der skal iværksættes et alkoholbehandlingsforløb eller andre initiativer.

Det er Midt- og Vestjyllands Politikreds, der deltager i projektet, som er et nationalt forskningsprojekt, der udføres af Rådet for Sikker Trafik i samarbejde med Center for Rusmiddelforskning ved Aarhus Universitet. Formålet med projektet er at få viden om, hvordan man forebygger spirituskørsel. 

Projektet er inspireret af et lignende projekt i Sverige, hvorfra man ved, at bilisten er mest modtagelig for hjælp lige efter, at vedkommende er blevet standset og sigtet for kørsel i påvirket tilstand.

Sundheds-, Social-, og Forebyggelsesudvalget i Skive Kommune har godkendt, at Rusmiddelcenter Skive deltager i projektet. Den nye mulighed tages i brug i foråret 2020.

 

Alvorlige tal

Rådet for Sikker Trafik har opgjort antallet af dræbte i spiritusulykker i perioden fra 2013 til 2017. Listen placerer Midt- og Vestjyllands Politikreds på en trist første plads med 27 dræbte. Nationalt Færdselscenter har desuden gennemført en omfattende forekomstundersøgelse i en 1-årig periode. Alene i politikredsen har man i perioden fra juli 2018 til juli 2019, ud fra et tilfældighedsprincip, stoppet 13.259 bilister. Bilisterne er stoppet alle dage i ugen, på alle tidspunkter af døgnet, i alle kredsens kommuner, på alle vejtyper og både i byerne og på landet. I alt er det fanget 44 bilister med en promille på mere end 0,5, hvilket svarer til, at man skal standse cirka 300 bilister for at fange en enkel spritbilist. Dette placerer igen politikredsen på en kedelig 1. plads, da der i andre politikredse i Danmark skal stoppes helt på til 750 bilister for at fange en enkel spritbilist.

Når det kommer til at føre bil under påvirkning af andre euforiserende stoffer end alkohol, er dette tal også stødt stigende i Midt- og Vestjyllands Politikreds. I de tre første kvartaler af 2018 blev der i politikredsen sigtet 632 bilister for kørsel i påvirket tilstand, mens det tal i samme periode i 2019 var steget til 686 bilister på euforiserende stoffer.

 

Foto: Rådet for Sikker Trafik.

Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM

Persondatapolitik

 

Du kan downloade en APP til din telefon/tablet, så fungerer det optimalt
når du skal læse avisen online
Appen fåes til både
Iphone og Android