2019-11-26 09:33:29 | Kategori: artikel

10 år med Limfjordens Hus

Folkene bag er blevet mange erfaringer rigere.

Forleden kunne Limfjordens Hus A/S som er selskabet bag den populære restaurant med samme navn i Glyngøre, fejrer 10 år med restauranten, og det skete med en jubilæumsfest i lokalerne på toppen af Salling.

Her driver forpagter Daniel Justesen til årsskiftet den velbesøgte restaurant, og herefter er det forpagter Rasmus Overgaard Kardyb, der tager over. Han kommer fra Formel B-regi, og en af årsagerne til, at det er lykkes at trække en kok fra et Michelin-spisested til Glyngøre skal findes i, at det er en særdeles vellykket restaurant, som Rasmus Overgaard Kardyb overtager.
Det kunne formand for selskabet Jens Jørn Justesen fortælle de mange fremmødte aktionærer om til jubilæumsfesten. Her roste han Daniel Justesen for at have styr på sin forretning.

Formanden tilføjer til Salling Avis, at de forgangne 10 år har budt på meget vigtig læring, og at disse erfaringer i dag kommer alle involverede til gode.

- Limfjordens Hus har en ganske lang forhistorie. Tanken om, at der kunne ligge et eller andet spændende yderst på Odden ved Glyngøre er ikke ny. Havnen er jo unik med sin beliggenhed og har stadig fiskerbåde i et intakt havnemiljø, hvor vi også har en meget brugt lystbådehavn. Glyngøre som navn er også et stærkt brand ude i landet. De fleste danskere kender os, siger Jens Jørn Justesen om baggrunden for at åbne en restaurant på Odden.

Gav aldrig op
Byggeriet af Limfjordens Hus var, som flere nok husker ikke uden problemer.  Byggeriet blev stærkt forsinket, så åbningen først kunne finde sted den 15. juni 2011.

- Der kom rigtig mange gæster hele sommeren, og det så godt ud, men huset var ikke kørt ind. Forpagteren var god til gæster, men ikke til det tekniske, så el- og varmeudgifter løb fuldstændig løbsk. Jordvarmen var fejlkonstrueret, fandt vi ud af, forklarer Jens Jørn Justesen.

Han fortæller, at starten bød på masser af udfordringer for bestyrelsen, ikke mindst med økonomien, da Limfjordens Hus har haft nogle år fra starten med voldsomme underskud.
- 2013 var nok den værste med et minus på 143.000 kroner, men det var der mange gode grunde til. Vi var nødt til at bruge løs af aktiekapitalen, og kassekreditten blev trukket i bund. Vi måtte i bestyrelsen rigtig på sparekur, siger Jens Jørn Justesen, der dog understreger, at aktionærerne aldrig tabte penge, og at aktiekapitalen er genoprettet.

Der blev dog aldrig givet op. Heldigvis. I dag kan hele egnen bryste sig af en unik perle af en restaurant på Odden, fordi nogle ildsjæle trak i arbejdstøjet - og blev i det, også da det så svært ud.
- Vi er så glade, for at vi har gjort os disse erfaringer. De gavner os i dag. Og fremtiden ser vi absolut lyst på, siger Jens Jørn Justesen.

Læs hele artiklen i uge 48 i Salling Avis.

Jens Jørgen Justesen

Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM

Persondatapolitik


Du kan downloade en APP til din telefon/tablet, så fungerer det optimalt
når du skal læse avisen online
Appen fåes til både
Iphone og Android