2019-06-03 12:23:39 | Kategori: artikel

Foto og tekst Jan Sand.

Jebjergs borgere hyggede til Ringriderfest


Store tunge skyer, og en frisk vind trak sammen over Jebjerg Kr. Himmelfartsdag, der traditionen tro markerede starten på Ringriderfesten i Jebjerg. Forude ventede tre dage, hvor hele byen trak i festtøjet. Det kedelige vejr til trods, summede det store øltelt på festpladsen af liv fra morgenstunden, og i år var det med temaet Wild West, og teltet var derfor i anledningen en saloon på prærien. På pladsen kunne folk tilmelde sig årets Ringridermarch, mødes med venner og drikke kaffe og spise rundstykker i teltet.

Uanset vejr og vind, er der altid mange ude at gå ruten på otte kilometer omkring Jebjerg.

- Jamen det er jo en tradition, og nu har vi brugt 2 uger på at lave vognen, så selvfølgelig skal vi ud at gå! lød det fra en ung gut til avisens udsendte.

En anden sagde:

- Vi, der er opvokset i byen, men i dag bor andre steder, skal jo altid hjem og gå turen med vennerne fra dengang, så det gør vi hvert år.

Med sang og musik gik det derud til pitstop ved Lyby Kirke, hvor der kunne købes forfriskninger af øl, vand og sandwich.  Da marchen var slut, mødtes alle på festpladsen. Menuen torsdag aften stod på helstegt pattegris med alt hvad der tilhører, så der blev hygget igennem i Saloonen, og på pladsen med skydetelt og hoppeborge til de mindste, samt ved tombolaen, der var velbesøgt. 

Ingen heste
Fredag stod den blandt andet på sponsor cykelløb, og fælles kaffebord på torvet ved købmanden. De tilmeldte cykelryttere havde selv fundet sponsorere, der gav et fast beløb per omgang de kørte på ruten.  Både børn og voksne kørte penge ind til det gode formål. Imens var den lokale borger- og erhvervsforeningen vært ved kaffebord med hjemmebag. 
Man kunne naturligvis også prøve lykken i byens tombola, og senere i Saloonen stod den på diskotek og underholdning med LejDJ.nu.

Lørdag forsatte løjerne på prærien med lassokast og cowboyunderholdning med de friske cowboys og cowgirls fra Natural Western Riders, der normalt gør sig i westernridning, men som på grund af den smitsomme hesteherpes, ikke havde heste med til Jebjerg. Af samme grund var den traditionelle ringridning også uden heste, så den blev gennemført på alle mulige ting med hjul og under stor jubel fra tilhørerne.

Lørdag var også den aften, hvor festen afsluttede med stort bal i Saloonen, og tro mod årets tema var mange af de festglade gæster iført cowboy- og indianertøj. Saloonen var pyntet med amerikaner farver, og menuen var western buffet.

Årets Jebjerg Revy stod de dygtige folk i Midt Vest Amatør Teaterforening for, og de fik teltdugen til at plaffe, så meget grinte folk. De modtog da også stående klapsalver fra teltet, da det hele var slut, og folk havde grinet færdigt.

Derefter spillede yderst veloplagte Memphis Boulevard op til danse med god gammeldaws country- og folkmusik til festen sluttede, og avisens udsendte red ud i natten…

Foto: Jan Sand.

Foto: Jan Sand.

 

Foto: Jan Sand.

 

Foto: Jan Sand.

 

Foto: Jan Sand.

Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM

Persondatapolitik


Du kan downloade en APP til din telefon/tablet, så fungerer det optimalt
når du skal læse avisen online
Appen fåes til både
Iphone og Android