2019-05-13 09:20:09 | Kategori: artikel

Roslev er klar til fest

I dagene fra den 23. til 25. maj er der igen byfest i Roslev, og som de opmærksomme læsere nok har bemærket, finder festen ikke sted i pinsen i år.
- Årsagen er, at Mies Tivoli, som er en fast del af årets byfest i Roslev, simpelthen ikke kunne i Pinsen. Vi forsøgte uden held at finde en erstatning, men enden blev, at vi flyttede festen, siger medlem af støtteforeningen til Roslev Byfest Tina Vinther Sørensen til Salling Avis.

Samtidig undgår man at placere byfesten samme tid som Skive Festival.
- Det er sekundært, men vi anser det for en fordel, at byfesten ikke skal konkurrere med en festival i Skive. Men hovedårsagen er altså, at vi gerne vil have vores gode tivoli med,  siger Tina Vinther Sørensen.

På grund af flytningen til maj er byfesten skåret med en dag, da folk skal på arbejde mandag og ikke kan nyde godt af pinsens fridage. Men programmet er der ikke skåret på, forklarer Tina Vinther Sørensen:

- Vi har flyttet lidt på nogle arrangementer for at få alt med, men indholdet er der stadig. Blot kan det ligge på en anden dag end tidligere, så man skal lige huske at orientere sig i programmet i år, hvis der er noget, som man gerne vil til, siger Tina Vinther Sørensen.

Byfesten i år byder således på både festplads med tivoli, bankospil, traktortræk, musik og festtelt til den lyse morgen. Der er naturligvis også revy og fællesspisning, ligesom det populære kaffebord og sponsorcykelløb også finder sted i år.

- Vi håber på godt vejr og en forrygende byfest igen i år. Sidste år gik jo over al forventning, siger Tina Vinther Sørensen med henvisning til sidste års rekord-byfest i Roslev.
Her deltog blandt andet 13 hold i cykelløbet, hvor deltagerne kørte knap 60.000 kroner ind, 1974 så traktortræk, 300 så årets revy og spiste i teltet.

I alt omkring 250 frivillige hjælper til ved byfesten, og hvis du vil være med, er der sikkert også en plads til dig. Så kan du kontakte støtteforeningen.

Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM

Persondatapolitik


Du kan downloade en APP til din telefon/tablet, så fungerer det optimalt
når du skal læse avisen online
Appen fåes til både
Iphone og Android