2018-11-20 10:15:34 | Kategori: artikel

Nu kan du dyrke e-sport i Glyngøre

Fremover kan du game sammen med andre på hold i Glyngøre Hallen. Her starter det nye initiativ Sallingsund E-sport, og interessen er enorm. Det fortæller en af folkene bag, Henrik Bonde.
- Vi har plads til ti spillere på hvert hold, og indtil nu har 40 tilmeldt sig. Vi starter derfor med fire hold, siger han.
Også fra de voksne er der opbakning. Faktisk er der så mange trænere, at det er muligt at starte hold alle hverdage, hvis interessen fra spillere er der.
- Vi har fået penge fra både kommunen og lokale sponsorer. I alt har vi samlet 250.000 kroner ind, og der er indkøbt 10 hardcore gaming computere. Der vil blive trænet som på ethvert andet hold med feedback fra en træner undervejs og evaluering. Hver gang holdet mødes, træner deltagerne to timer, siger Henrik Bonde.

Fællesskab
Idéen stammer fra halinspektør i Glyngøre Mogens Ramsdahl, og sidne er en række forældre og andre frivillige trådt til.
- Idéen er fantastisk. I dag sidder mange især unge hjemme og gamer i timevis alene. Vi samler dem, så der kommer en social side på spillet også. Endelig bliver de ikke gemt væk i hallen, men placeret midt i den. De bliver en integreret del af vores fællesskab, siger Henrik Bonde.
Den nye idræt er et foreningssamarbejde mellem Glyngøre hallen og Glyngøre Idræts Forening, og hvem ved - måske der gemmer sig nogle virkelige store talenter imellem spillerne fra Sallingsund. I så fald vil man løbende pleje disse også.
- Vi har plads til mange flere, og alle er velkommen - også voksne, og gerne fra hele Salling, siger Henrik Bonde.
Den 24. november om eftermiddagen er der åbent hus hos Sallingsund E-Sport i Glyngøre Hallen. Her kan du se de ti nye gaming stationer, høre om Counter Strike og LOL samt Fortnite, som er de tre spil, der skal games i på holdene, og møde folkene bag. Alle er meget velkommen.

Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM

Persondatapolitik

 

Du kan downloade en APP til din telefon/tablet, så fungerer det optimalt
når du skal læse avisen online
Appen fåes til både
Iphone og Android